TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
ForsideNyheder og rejseartikler7 tips til at prutte om prisen i Asien

7 tips til at prutte om prisen i Asien

20.06.2018
Vis alle indlæg

marked

Giver du altid, hvad en vare koster, når du rejser? Eller gør du alt for at give så lidt som muligt?

Her får du 7 tips til at prutte om prisen i Asien, så du kommer hjem med en billig vare, men samtidig har samvittigheden i behold.

1) Hav altid små sedler med

Det er vigtigt, at du har små mønter og sedler med på markeder.
Hvis du kun har store sedler med, kan det se lidt mærkværdigt ud, at du skal have en masse byttepenge tilbage, når du lige har pruttet en vare ned i pris.

Lige penge er altid godt i en forhandling om varens pris.

2) Køb ikke det første og bedste sted

På markeder i Asien er der ofte flere sælgere, der har de samme varer. Køb derfor ikke det første og bedste sted. Gå i stedet for rundt på markedet, og find ud af, hvad prisen er de forskellige steder.

Når du har fundet de varer, du gerne vil købe – og har hørt de forskellige priser – har du en bedre forudsætning for at forhandle med sælgeren om prisen.

3) Byd aldrig først

Når du har fundet nogle souvenirs, du gerne vil købe, skal du aldrig selv byde først. For at få den bedste handel, skal du altid spørge sælgeren om prisen først.

Hvis du selv foreslår en pris, er dine muligheder for en god handel ikke store.

Enten kan din pris være langt under den pris, varen reelt koster, og så vil jeres priser være for langt fra hinanden til, at I kan mødes om en pris, I begge bliver glade for. Men det kan også være, at du kommer til at byde meget mere, end hvad sælgeren egentlig ville have solgt varen til.

Sørg derfor for, at sælgeren fortæller, hvad prisen er, før du giver et modbud.

4) Byd aldrig under 50% af varens pris

En god tommelfingerregel, når man prutter om prisen, er aldrig at gå under 50% af, hvad sælgeren siger vareren koster.

Det er helt okay, at man gerne vil have nogle billige varer med hjem, men man skal heller ikke skambyde.

5) Hav respekt for sælgeren

I et land som Danmark er 10 kr. småpenge, mens 10 kr. kan betyde alverden for markedssælgerne i Asien.

Så selvom du gerne have et rigtig godt tilbud på feriegaverne til familien derhjemme, så husk at have perspektiverne og samvittigheden med. Pengene er langt mindre for dig end for sælgerne.

6) Køb flere af de samme og få et godt tilbud

Hvis du gerne vil have prisen længere ned, er det ofte et godt trick at købe flere af den samme vare. På den måde kan du få mængderabat. Sælgeren vil gerne sælge endnu mere, så det er også en god deal for ham eller hende.

Forhandl om prisen, f.eks. ved at sige, at du gerne vil købe 4 styk af den samme vare til prisen for 3.

7) Her kan du ikke prutte om prisen

Det er vigtigt at huske på, at det ikke er alle steder, du kan prutte om prisen – selvom der er et hav af muligheder for præcis det i Asien.

Hvis du f.eks. køber mad i et gadekøkken, er maden i forvejen så billig, at der ikke er nogen pointe i at prøve at få det billigere. Derudover er det indimellem muligt at prutte om prisen i butikker og shoppingcentre, men det er vigtigt, at du vurderer stemningen og mulighederne for det specifikke sted.

Så prut om prisen, der hvor det giver mening.

Er du klar til at prutte om prisen?

Marked

Føler du dig klar til at prutte om prisen?

Asien har utallige fantastiske markeder, der bare venter på, at du kommer og gør en god handel. Du kan f.eks. prøve dine færdigheder af på natmarkedet i Hoi Ans hyggelige gader på en rejse til Vietnam, weekendmarkedet Chatuchak i Bangkok i Thailand eller på natmarkedet Angkor i Siem Reap på din rejse til Cambodia.

Hvis du vil have hjælp til at vælge det perfekte rejsemål i Asien, står vores rejsekonsulenter klar til at hjælpe dig. De kan kontaktes på telefon 89 93 4389

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende