TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
ForsideNyheder og rejseartikler10 destinationer du skal besøge i 2019

10 destinationer du skal besøge i 2019

14.12.2018  |  opdateret: 27.01.2020
Vis alle indlæg

afrika 10 destinationer

(Drømmer du om at komme på dit livs rejse? Se de bedste rejsemål for 2023!)

Drømmer du om at rejse?

Og skal 2019 være året, hvor du får krydset endnu en destination af din liste?

Hvis du drømmer om at opleve fantastiske destinationer på den anden side af jorden – I Afrika, Latinamerika og Asien – så er det måske ved at være tid?

Tanzania – Safari, bjergbestigning og endeløse strande

Serengeti

Tanzania er en eminent østafrikansk safaridestination.

Her finder du f.eks. Serengeti Nationalpark, hvis økosystem regnes for at være et af verdens ældste og det unikke Ngorongoro-krater, der rummer et mangfoldigt og koncerteret dyreliv.

Drømmer du om bjergbestigning, er Tanzania også stedet at tage hen. Her kan du bestige Kilimanjaro, Afrikas højeste og verdens højeste fritstående bjerg – den ultimative udfordring.

Og så er det også i Tanzania, at du kan afslutte din safarirejse eller din bjergbestigning på den fantastiske ø Zanzibar: kridhvide strande, lækre drinks og masser af luksus. Hvad mere kan man bede om? Måske en dag med lidt kulturelt islæt – og det har øen også, for Stone Towns labyrintiske gader gemmer på unikke, historiske seværdigheder.

Bedste besøgstid: Den bedste besøgstid afhænger af, hvad du vil opleve. Klimaet på Kilimanjaro er en del anderledes end i eksempelvis Serengeti Nationalpark. Generelt kan du dog forvente, at Tanzania er god året rundt: I november til marts er der flere dyreunger end ellers i Serengeti og i slut maj til juli kan du opleve Great Migration helt tæt på.

Brasilien – Charme og naturlige skønheder

Rio

Brasilien er blandt Sydamerikas mest besøgte rejsedestinationer og landet rummer fantastiske seværdigheder fra nord til syd.

Oplev Brasiliens charme tæt på i storbyen Rio de Janeiro, der emmer af liv og glade dage. Storbyen rummer mange seværdigheder, du skal se, f.eks. Kristusstatuen, der står og våger over byen fra toppen af Corcovado-bjerget. Og hvis du ankommer i februar, kan du slet ikke undgå at blive en del af karnevallet.

Hvis du er til dyreliv og smuk natur, skal du besøge Amazonas, der er verdens største regnskov, eller Pantanal, der er ét af verdens største vådområder, hvor du bl.a. kan opleve Kapivaren – verdens største gnaver. Tag også et smut til Iguazu-vandfaldet – ét af verdens største vandfald, der ligger på grænsen mellem Argentina og Brasilien. Her kan du virkelig mærke moder jords styrke for fuld kraft.

Bedste besøgstid: Brasilien kan besøges året rundt, men landets klima er i høj grad påvirket af dets størrelse. Brasilien ligger i flere klimazoner, hvorfor vejret er meget forskelligt, alt efter om du besøger nord eller syd.

Japan – Smeltedigel af traditioner

Kyoto

Hvis du gerne vil opleve Japan, før OL for alvor kommer til at fylde Tokyos gader i 2020, så er 2019 et oplagt tidspunkt at besøge landet. Japan er ulig andre asiatiske lande, og den japanske kultur vil uden tvivl både forbløffe og tiltrække dig.

Her får du et land, der en smeltedigel af ældgamle, fascinerende, asiatiske traditioner og storbyens tempo og modernitet.

Du kan f.eks. opleve de spændende kontraster i hovedstaden, Tokyo, der er en sammenblanding af det hypermoderne og det traditionelle Japan. Og hvis du virkelig vil dykke ned i traditionerne, kan du besøge Kyoto – Japans hjerte – hvor du kan opleve flere tusinde helligdomme og mærke den særlige historiske atmosfære helt tæt på. Uanset hvor du rejser i Japan, har du mulighed for at opleve den unikke japanske madkultur, som på mange måder er en seværdighed i sig selv.

Bedste besøgstid: Hvis du gerne vil opleve kirsebærtræernes blomstring, skal du rejse mellem marts og april. Derudover er der gode oplevelser i Japan året rundt.

Kenya – Klassisk safari og enestående natur

Masai Mara

Kenya er en af Afrikas klassiske safaridestinationer.

Enhver, der rejser til Kenya, kan forvente at blive blæst bagover af det overvældende dyreliv i de kenyanske nationalparker.

I Masai Mara finder du ét af Kenyas mest berømte naturområder, der rummer et stort og mangfoldigt dyreliv på de endeløse sletter. Her kan du eksempelvis opleve alle big-five-dyrene, giraffer, zebraer, gazeller, gnuer og mange, mange andre spændende dyr – året rundt. Det er også i Masai Mara, at du kan opleve en del af den årlige gnumigration, når gnuerne skal den farlige vej over Mara-floden.

Men Kenya byder på mange spændende naturområder, f.eks. den knaldrøde jord i Tsavo East, fugleliv og flodheste ved Lake Naivasha og Kenyas største elefanter i Amboseli Nationalpark.

Bedste besøgstid: Hvis du gerne vil opleve Great Migration, skal du besøge Masai Mara mellem juni/juli og oktober. Vil du gerne undgå regntiden, skal du rejse uden om april til slut maj (store regntid) og slut oktober til december (lille regntid), som er de to regntider, det kenyanske klima byder på. Dog er Masai Mara et fantastisk bekendtskab året rundt.

Peru – Historie og mystik

Machu Picchu

Peru er ikke kendt for sine fantastiske strande, som mange af de andre sydamerikanske lande, men hvis du er til historie, fantastisk natur og uforglemmelige oplevelser, venter Peru på at tage imod dig med åbne arme.

Gå i inkaernes fodspor på et fantastisk trek til ét af verdens syv nye vidundere, Machu Picchu, der tiltrækker besøgende fra hele verden. Den velbevarede inkaby er blandt Perus største seværdigheder og er et absolut must-see, hvis din vej fører dig til Peru. Hvis du vil endnu tættere på inkaernes historie, kan du besøge den nærliggende by Cusco, der er inkaernes gamle hovedstad. Byen byder på mange spændende oplevelser, herunder soltemplet Korincancha, der var et meget helligt sted for inkaerne.

Én af de anderledes, men absolut besøgsværdige oplevelser, er de mystiske Nazcalinjer. Linjerne er tegninger i ørkensandet, der menes at være lavet af Nazca-folket for mere end 2.000 år siden.

Bedste besøgstid: Peru kan besøges året rundt. Dog skal du være opmærksom på, at Inkatrekket er lukket i februar. De bedste måneder at gå trekket er mellem april og november.

Thailand – En destination for alle

Grand Palace

Thailand er ikke en up-and-coming-destination, men har været blandt de mest besøgte feriedestinationer i verden mange år. Og det er der god grund til.

Thailand er for børn og voksne, for de aktive, for madentusiasten, for historikeren, for den kulturelle og for dem, der bare gerne vil slappe af. Og så er Thailand en prisvenlig feriedestination!

Hovedstaden, Bangkok, er en storby, der kan tage pusten fra de fleste med et sammensurium af fantastiske seværdigheder, f.eks. kongepaladset Grand Palace, der var kongefamiliens hjem i 150 år, og de utallige markeder, hvor du kan øve dig i kunsten at prutte om prisen. I Chiang Mai mod nord finder du en anderledes charmerende by, der bl.a. byder på det hellige tempel Wat Prathat Doi Suthep, der ligger smukt placeret på en bjergside. Og så er der selvfølgelig Thailands fantastiske øer i syd, der er perfekte til en paradisafslutning på enhver ferie.

Bedste besøgstid: Thailand er fantastisk året rundt. Der er dog store klimaforskelle, alt efter om du er i Nord, Central- eller Sydthailand. Nordthailand er bedst mellem oktober og marts, Centralthailand og kysterne i Østthailand mellem november og maj og Sydthailand mellem november og marts (vestkyst) og juni og oktober (østkyst).

Sydafrika – En regnbue af oplevelser

Cape Town

Sydafrika er et fantastisk, alsidigt og mangfoldigt land, der på mange måder taler til alle de ferietyper, du er. Faktisk kaldes Sydafrika Regnbuenationen, fordi landet er så etnisk og kulturelt mangfoldigt, og denne mangfoldighed er én af grundene til, at Sydafrika er så fascinerende at opleve.

Mangfoldigheden kommer bl.a. til udtryk i de mangeartede oplevelser, der venter dig her.

Kruger Nationalpark, der er Sydafrikas største nationalpark, er et imponerende område med fantastisk safari. Her er en stor koncentration af forskellige dyrearter, herunder pattedyr, krybdyr og mere end 500 forskellige arter af fugle.

Overalt i Sydafrika kan du også forvente at opleve enestående natur. Kør langs Sydafrikas sydkyst på den kendte Garden Route og oplev barske kyster, gyldne strande og masser af charmerende byer. Og apropos byer. Storbyen Cape Town, der flere gange er kåret som en af verdens bedste byer, er absolut et besøg værd. Byen har et alsidigt seværdighedsudbud, så der er noget for alle.

Bedste besøgstid: Sydafrika har et klima, der gør, at landet er en fantastisk rejsedestination året rundt. Bemærk dog, at der i det sydlige Sydafrika er vinter, når vi har sommer. Det er desuden regntid i Kruger Nationalpark i årets varmeste måneder, november til februar, så hvis du gerne vil undgå regntiden, skal du rejse uden for denne periode.

Kina – Tusinde års historie

Den kinesiske mur

Kina er et kæmpestort rejseland – så stort, at du umuligt kan nå at opleve det hele på et enkelt liv.

Sjældent finder du et land, der rummer så mange forskellige kulturer og ”lande” i et. Men når først du har fået visum, kan du opleve det hele – uden at skulle krydse grænser.

Kina er fuld af spændende seværdigheder, du ikke vil gå glip af. I hovedstaden kan du udforske de mange historiske seværdigheder som Beijing byder på, f.eks. Den Forbudte By, Sommerpaladset og en del af den mere end 8.000 km. lange kinesiske mur, som er placeret nord for byen. Rejser du ind i landet, skal du unde dig selv at opleve de mere end 2.000 år gamle Terrracottakrigere, der står på ræd og række i Xi’an. Og kommer du endnu længere mod vest, kan du komme tæt på de truede, men fantastiske, pandaer i Chengu-provinsen.

Bedste besøgstid: Kina kan besøges året rundt, men da Kina er et meget stort land geografisk, vil der være store forskellige i temperaturer og vejrforhold, alt efter hvilke områder du besøger hvornår.

Colombia – Sydamerikas bedst bevarede hemmelighed

Medellin

Colombia er måske ikke en destination, du har overvejet før. Landet har tidligere også mest været forbundet med narkokarteller og høj kriminalitet. Men det er fortid. Colombia er en up-&-coming-rejsedestination og måske én af Sydamerikas bedst bevarede hemmeligheder.

Én af Colombias største seværdigheder er det præcolumbianske ruinkompleks Ciudad Perdida eller Lost City, der er Colombias svar på Machu Picchu. Lost City ligger langt inde i junglen og kan kun nås til fods, og det er derfor de færreste, der kan sige, at de har oplevet denne fantastiske ruin.

Hvis ikke du er til den fysiske udfordring, det kan være at nå til den glemte by, er der heldigvis mange andre ting at opleve.

Medellín er Colombias andenstørste by og kendt under navnet ”Byen med det evige forår” pga. det milde klima. Før i tiden var byen kendt for Pablo Escobar og narko, men nu er byen som forvandlet. Siden 2002 er byen omdannet til et innovativt centrum, og Medelín blev i 2013 kåret til verdens mest innovative by. Kom på rundtur i byen og oplev de vilde forandringer.

I kystbyen Cartagena får du den koloniale charme, som er et kendetegn for nogle af de sydamerikanske byer. Her kan du gå på opdagelse i byens mange fantastiske kvarterer, der hver især byder på spændende oplevelser. F.eks. den gamle bydel, der er på UNESCOs verdensarvsliste og er en labyrint af brostensbelagte gader.

Bedste besøgstid: Du kan besøge Colombia hele året. Det er ikke årstiden, der bestemmer temperaturerne, men derimod højdemeterne. Man anser de bedste besøgstidspunkter i Colombia for at være mellem december og marts samt juli til august, hvor der er tørsæson. Tørsæsonen ved den caribiske kyst ligger dog fra december til april – men kan sagtens besøges i regnsæsonen.

Botswana – Eksklusiv safari og elefanter

Elefanter i Botswana

Botswana er én af Afrikas mest eksklusive safaridestinationer. Regeringen i landet har haft stor fokus på bevaring af landets natur, bl.a. ved at begrænse antallet af turister, de lukker ind i landet.

Én af landets største oplevelser er Chobe Nationalpark. Her kan du forvente en mere intim safarioplevelse end i andre safarilande i Afrika pga. regeringens tiltag. Nationalparken er kendetegnet ved spektakulær og uspoleret natur. Og så er her masser af dyr.

Chobe er især kendt for sine mange elefanter – faktisk huser Botswana verdens største bestand af elefanter. Dertil kan du opleve de klassiske safaridyr som løver, leoparder og elefanter. I Chobe finder du også Chobe-floden, der bl.a. byder på en anden slags safari – en flodsafari, hvor du kan opleve nogle af de dyr, der holder til i vand, f.eks. krokodiller og flodheste.

Bedste besøgstid: Nationalparken kan besøges året rundt. Hvis du gerne vil undgå regn, skal du især undgå januar og februar, hvor det regner mest. Tørsæsonen ligger mellem maj og oktober. I denne periode kan det blive koldt om natten.

Drømmer du om at komme på dit livs oplevelsesferie i 2019?

Du har her fået forslag til 10 eminente destinationer på tværs af 3 kontinenter, og der er helt sikkert også noget for dig.

Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte vores rejsekonsulenter.

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende