TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
ForsideNyheder og rejseartiklerRejseberetning fra Japan: Tokyo

Rejseberetning fra Japan: Tokyo

17.12.2018
Vis alle indlæg

I 2018 var Michelle i Japan. Herunder kan du læse hendes oplevelser i millionbyen Tokyo.

Kryds

Min rejsepartner, Trine, og jeg landede i Haneda lufthavn i Tokyo. Vi var spændte på, hvad der ventede os, for ingen af os havde før været i Tokyo eller Japan for den sagsskyld.

Tokyo er en gigantisk millionby med 23 bydele og mere end 13 millioner indbyggere, hvorfor den kan virke uoverskuelig og overvældende. Det er tilmed en by, hvor man ikke kan gå rundt til alle de berømte seværdigheder, man skal derfor være forberedt på at skulle bruge en del tid på transport.

Tempel

Takket være et kort over byen og metrostationerne, som vi fik i vores velkomstpakke, og ikke mindst en højtudviklet infrastruktur, havde vi egentlig ret godt styr på byen og metroen allerede efter den første dag. Husk at man kører i venstre side og man står ligeledes til venstre på rulletrapper.

Tokyo er en fantastisk by, og så formår den at overraske, uanset hvor du går. Her er smalle gader og brede boulevarder, katte-cafeer og Starbucks-cafeer, gamle bygninger fra Edo-perioden og moderne skyskrabere, europæiske modehuse og en hip japansk popkultur. Her er mad i verdensklasse, oldgamle traditioner og en vigtig tekultur. Man kan sige, at Tokyo værner om fortid, traditioner og historie samtidig med, at den følger med nutiden ind i fremtiden – det er vist den bedste måde at beskrive Tokyo på.

Du vil med det samme opleve, at alting er utrolig ordentligt og velorganiseret. Togene kommer ikke 10 sekunder for sent, man står pænt på en lige række, inden man går ind i togene, og det flyder ikke med affald og skrald på gaderne på trods af, at der nærmest ingen skraldespande er at finde. Japanerne tager nemlig deres affald med hjem.

Det gik også hurtigt op for os, at japanerne både er et meget høfligt og overtroisk folkefærd. Der er derfor visse ting, som er vigtige at være opmærksom på. Det er f.eks. ikke velset at tale i mobil i metroen, at hæve stemmen i offentligheden eller at efterlade sine spisepinde i risskålen, da det har associationer til død og begravelse.

Kø

Da det ikke er alle japanere, der taler engelsk, så øv dig også gerne på et par enkelte gloser hjemmefra som f.eks. ”konnichiwa” som betyder hej, ”arigatou gozaimasu” som betyder mange tak og ”sumimasen” som betyder undskyld mig.

Jeg kan med hånden på hjertet sige, at Tokyo er den fedeste by og en by man aldrig bliver færdig med at udforske. Mulighederne er uendelige…

Michelle, TourCompass