TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
ForsideNyheder og rejseartikler10 spændende storbyer i Asien

10 spændende storbyer i Asien

10.02.2019
Vis alle indlæg

Tokyo1

Asien har utroligt mange spændende storbyer, som byder på alt fra moderne shopping til kulturelle oplevelser.

De gamle byer i Asien, der er grundlagt flere hundrede år tilbage, undergår fortsat en stor udvikling. Derfor er der både oplevelser af mere moderne karakter, men byerne byder f.eks. også på smukt udsmykkede templer.

Du kan få alt, hvad hjertet begærer i de asiatiske storbyer.

Læs mere om 10 spændende storbyer i Asien herunder.

Bangkok, Thailand

Bangkok

Med sine 9,2 millioner indbyggere er Thailands hovedstad, Bangkok, den mest befolkede by i landet – og hjem for 13 % af landets samlede befolkning. Siden 1980’erne er der sket en enorm vækst i hovedstanden, og i dag er Bangkok delt op i 50 distrikter, der yderligere er delt op i 169 underdistrikter.

Den store vækst Bangkok har undergået, kan tydeligt ses på byens udtryk. Bangkok byder nemlig på en blanding af moderne skyskrabere af stål og glas og flere hundrede år gamle templer, som ligger spredt i byen. Det er den helt specielle blanding af det moderne og det gamle, der gør byen helt unik.

I byen ligger der utroligt mange smukke og spændende historiske monumenter og templer. Et af dem er det spektakulære Kongepalads, Grand Palace, fra 1782, som gennem 150 år har været hjem for den thailandske kongefamilie. I dag kan du besøge kongepaladset og opleve kompleksets berømte guldpagode og dets smukke templer – bl.a. Wat Phra Kaew (Smaragdbuddhaens tempel), hvor du kan se smaragdbuddhaen, der er udhugget af en enkel jadeblok.

Bangkok er også hjem for et af verdens største markeder – Chatuchak Weekendmarked. Her finder du mere end 8.000 forskellige stande, som sælger alt mellem himmel og jord. Om du vil have lækre tørklæder med hjem, spisepindesæt til middage med thailandsk tema eller smage en is, så finder du det her.

Beijing, Kina

Beijing

I den nordlige del af Kina ligger Beijing, der er landets hovedstad.

Beijing blev grundlagt for cirka 3.000 år siden, og er derfor én af de ældste byer i verden. Gennem århundreder har byen også været et magtcentrum, hvorfra de kinesiske regeringer har styret Kina. Gennem tiden har byen haft flere forskellige navne, og Beijing er det 16. og seneste navn.

I dag er byen en millionby med et befolkningstal på 22 millioner, hvoraf ca. 11% hedder Wang til efternavn.

Siden Beijings historie går så langt tilbage, betyder det, at der er masser af spændende kulturarv og historiske seværdigheder i byen, som du kan bruge mange, mange timer på at opleve. I og omkring Beijing ligger 7 UNESCO-bevarede attraktioner, f.eks. Den Kinesiske Mur, Den Forbudte By, der er verdens største palads og Sommerpaladset.

Et fællestræk for mange af de kinesiske monumenter er, at de er helt ubegribelige store! Den Kinesiske Mur strækker sig 8.852 km. gennem det kinesiske landskab, Den Forbudte By indeholder hele 970 bygninger med mere end 8.700 rum og Sommerpaladset består af 3.000 bygninger, broer og tårne.

Tokyo, Japan

Tokyo

Tokyo, der er den japanske hovedstad, byder på et væld af unikke seværdigheder i sine forskelligartede kvarterer.

Storbyen har en helt eminent infrastruktur, der er særdeles smart, når byen 9,36 millioner indbyggere skal bevæge sig rundt. Sinjuku-stationen er den mest benyttede station i Tokyo. 3,6 millioner mennesker rejser til, fra eller gennem stationen hver dag, hvilket gør stationen til én af de mest travle stationer i verden.

Byen består i dag af 23 forskellige bydele, der hver især har en unik stemning.

Bydelen Asakua er et must-see, når du besøger Tokyo. I denne bydel kan du opleve det 1.300 år gamle Sensoji-tempel. Bydelen Ueno har nogle fantastiske museer, men mest berømt er Ueno Park, hvor der også ligger en zoologisk have. Japan er også verdensberømt for den årlige kirsebærblomstring, og under denne sæson bliver Ueno-parken farvet i smukke lyserøde nuancer.

I dag er Tokyo også centrum for shopping, kultur og underholdning! Og for dem, der elsker shopping, er bydelen Ginza et mekka af modehuse og teknologibutikker. Hvis du er i området i morgentimerne, kan du opleve verdens største fiskemarked, Tsukiji, hvor nogle af de dyreste fisk bliver solgt for flere hundrede tusinde kroner.

Ho Chi Minh City, Vietnam

Ho Chi minh

Før det 17. århundrede var Ho Chi Minh City en lille havneby, der hed Prey Nokor, og en del af Cambodia. I dag er Ho Chi Minh City med sine 8,2 millioner indbyggere Vietnams største by.

Første gang du stifter bekendtskab med Ho Chi Minh City, kan trafikken virke overvældende, og det er ikke uden grund. Omkring 1,5 millioner motorcykler kører hver dag rundt i storbyen. Og det betyder, at der er 25 gange så mange motorcykler, som der er biler.

Byens historie har formet det urbane bybillede, og Ho Chi Minh Citys arkitektur er i dag en blanding af franske bygninger og skyskrabere af stål og glas.

Den franske kolonisering i det 19. århundrede influerede byens arkitektur. En særlig berømt bygning, der blev bygget under koloniseringen, er postkontoret – Saigons Central Office, som er bygget af Gustave Eiffel, der også byggede Eiffeltårnet i Paris. Postkontoret er utroligt smukt og derfor et sted, der er velbesøgt af turister.

Nogle timers kørsel fra Ho Chi Minh City kan du opleve de underjordiske Cu Chi-tunneller, som blev bygget af de nordvietnamesiske Viet Conger. Tunnelsystemet forbandt kommandocentraler, opholdssteder, skoler og træningsfaciliteter. Tunnellerne blev også brugt til at facilitere angreb på amerikanerne under Vietnamkrigen.

Vietnam er også berømt for sin madkultur. Vietnameserne spiser ofte mad fra byens gadekøkkener, som siges at være et af de bedste gadekøkkener i verden. Selvom der ofte kan være varmt i byen, så drikker vietnameserne utroligt meget te. Flere steder i byen er der tehuse, hvor ejeren fortæller kunderne om de forskellige typer og hvad de er gode for.

Phnom Penh, Cambodia

Phnom Penh

Lige op af Mekongfloden ligger Cambodias hovedstad – Phnom Penh. Byen blev grundlagt i 1372, men blev først gjort til landets hovedstad i 1865.

Phnom Penh har en meget dyster fortid, som du kan opleve i Tuol Sleng-museet. Her kan du få et indblik i folkemordet, hvor 17.000 mennesker blev myrdet på Choeung Ek, der også er kendt som ”Killing fields,” under Khmer Rouges regime fra 1975-1979.

Rejser du til hovedstaden i dag, vil du opleve byens unikke charme. I Phnom Penh finder du nemlig både smukke franske villaer fra kolonitiden og storslåede buddhistiske templer. F.eks. kan du opleve sølvpagoden, hvor noget af gulvet er dækket af 5.000 klinker af sølv – deraf navnet. I templet kan du også opleve en 90 kg. tung buddhastatue, der er lavet af guld.

Du kan også besøge Cambodias Nationalmuseum, som er landets største museum. Bygningen er et utroligt smukt eksempel på khmerarkitektur, og den er bygget af røde sandsten. Om aftenen er der masser af liv på Phsar Thmey, som er et stort indendørs marked, hvor du kan købe alt fra smykker, tøj og souvenirs til fisk og skaldyr.

Kyoto, Japan

Kyoto

I 1.000 år var Kyoto Japans hovedstad, og i dag er byen Japans kulturelle centrum.

Der ligger mere end 1.600 buddhistiske templer i byen, og der er ikke mindre end 17 UNESCO-bevarede seværdigheder i byen. I alt finder du 20 % af Japans nationalskatte i Kyoto.

Du kan f.eks. besøge Fushimi Inari-helligdommen, som blev grundlagt i år 711. Når du går hen til templet, skal du først igennem Torii-portene, som er japanske tempelporte. Det er i virkeligheden mange små porte, som står i forlængelse af hinanden. Portene står også langs stier, og det er en meget unik oplevelse.

Selvom templerne har stor historisk betydning, er det faktisk bambuslunden, der er en af de største attraktioner i Kyoto. Bambuslunden består af grønne, snorlige bambustræer, som tårner sig op side om side, så det ligner, at træerne nærmest vokser ind i himmelen. Skoven ligner absolut ingen anden skov, du har set før, og den er derfor én af de mest berømte attraktioner i Japan.

Kyoto er også kendt for sine mange smukke haver, der ofte ligger omkring templerne i Japan.

Hanoi, Vietnam

Hanoi

Hanoi er ikke den største by i Vietnam, men har ikke desto mindre været landets hovedstad siden år 1010.

I dag er Hanoi hjem for 7,7 millioner mennesker.

Gennem tiden har Hanoi også været koloniseret af franskmændene, men Vietnams tidligere kommunistiske leder, Ho Chi Minh, gjorde landet fri af Frankrigs kolonisering i 1954. Den franske kolonisering har påvirket bybilledet i Hanoi. F.eks. er der det franske kvarter, hvor du kan se franske kolonitidsbygninger. I kvarteret finder du også masser af shoppingmuligheder og luksusbutikker.

Det gamle kvarter i Hanoi kan dateres helt tilbage til det 14. århundrede, og har gennem tiden været et handelskvarter. Området byder på mange forskellige oplevelser. Du kan f.eks. besøge Dong Xuan Market, som er Hanois største marked. Gaderne i kvarteret er pakket med små boder, der sælger alt fra legetøj til silkeslips. Det er også i det gamle kvarter, du kan opleve Saint Joseph Cathedral, som er inspireret af Notre Dame i Paris.

Tæt på det gamle kvarter ligger søen, Hoan Kiem, som besøgende og lokale ofte besøger for at slappe af eller dyrke Tai Chi. Via en træbro kan du gå ud på en lille ø, der ligger midt på søen. Her kan du se Ngoc Son-templet, som er en lille pagode, der blev bygget i det 13. århundrede.

Shanghai, Kina

Shanghai

Shanghai ligger lige ved Yangtze-flodens udløb til det Østkinesiske Hav. Med sine 25 millioner indbyggere er Shanghai Kinas største by og faktisk også én af verdens største byer.

I byen kan du gå en tur langs havnepromenaden, ´the Bund´, der strækker sig over 1,5 km. Langs promenaden kan du opleve smukke historiske bygninger, som er bygget i forskellige arkitektoniske stile. Det er også fra the Bund, du får den bedste udsigt til Shanghais berømte skyline, som er en af de mest spektakulære skylines i verden.

I byens franske kvarter føles det som om, at du for en stund træder ud af storbyen og ind i et lille kvarter i en mindre by. Her finder du små butikker og hyggelige villaer. Langs gaderne er der plantet træer, der blev importeret i starten af det 20. århundrede.

I Shanghai kan du også opleve Den Gamle By (南市), hvor du kan få en fornemmelse af, hvordan det gamle Kina så ud. Selvom der står moderne bygninger blandt de gamle, er bydelen stadig fyldt med charmerende, gamle templer. En traditionsrig aktivitet i bydelen er at nyde en kop te i et af kvarterets smukke tehuse.

Chiang Mai, Thailand

Chiang Mai

I det nordlige Thailand ligger Chiang Mai, som byder på mange kulturelle oplevelser. Byen er den næststørste by i Thailand og blev grundlagt i år 1296.

I byen ligger der mere end 300 templer, hvilket gør Chiang Mai til den by i Thailand med flest templer. En af hovedattraktionerne er templet Wat Phra That Doi Suthep fra det 14. århundrede, der er et af de smukkeste og helligste templer i Thailand. I midten af templet står der en 24 meter høj forgyldt pagode.

Om aftenen er en af de populære aktiviteter i Chiang Mai shopping. Gå på opdagelse i nogle af byens mange natmarkeder, hvor du kan købe alt fra thailandsk håndværk til souvenirs og mad. Derudover ligger der også mange shoppingcentre lige uden for Chiang Mai.

Chiang Mais omegn byder også på store oplevelser. Du kan blandt andet møde Padaung-bjergstammer, som holder til nord for Chiang Mai, som er kendt for at have messingringe omkring halsen.

Osaka, Japan

Osaka

Osaka er Japans tredjestørste by, hvor du både kan opleve moderne distrikter, smukke parker og få et glimt af “det gamle Japan”.

Byen er delt op i to urbane områder – Kita i nord og Minami i syd. I Kita ligger byens finansielle hjerte, hvor flere virksomheder ligger side om side med restauranter og hoteller. I Minami bliver du mødt af en masse spændende restauranter og et hav af neonlys i bybilledet. Det er også i Minami, du kan shoppe i Midouji-området, som er Osakas shoppingområde.

Dotonbori er byens ’underholdningsdistrikt’. Her kan du opleve neonskilte og menneskemylder. Gå f.eks. en tur langs Dotonbori-kanalen, hvor du kan spise et lækkert måltid på én af de mange gode restauranter, som området er kendt for. Om aftenen liver kvarteret op, når områdets atmosfære forandres og mange farverige neonlys tændes.

Hvis du vil have en pause fra storbyen, har Osaka mange smukke parker, der er et besøg værd. Hvert år i marts forvandles parkerne til små, lyserøde prikker af kirsebærblomster i Osakas urbane landskab. En af de største parker i byen er Tennoji Park, hvor der ligger en zoologisk have og et museum.

Du kan også besøge den 170 meter høje Umeda Sky Building, hvorfra du får en smuk panoramaudsigt udover byens skyskrabere.

Hvis du vil opleve det traditionelle Osaka, kan du besøge gaden Hozenji Alley, hvor der ligger traditionelle japanske restauranter og butikker. Det siges at være ét af de smukkeste steder i byen.

 

På en rejse til én af de asiatiske byer, kan du opleve en blanding af det gamle Asien og den moderne udvikling, som i høj grad præger storbyerne.

I byerne har du mulighed for at tage på opdagelse i de gamle kvarterer, udforske smukke, historiske templer og pagoder samtidig med, at du kan opleve en moderne storby. Du vil også opleve de interessante kontraster mellem asiatisk og europæisk kultur, som ses i de byer, der tidligere har været koloniseret.

Hver by har sit eget unikke udtryk, som er blevet formet af byens rige historie. Uanset hvilken asiatisk by, du rejser til, så vil du få nogle store oplevelser med hjem.

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende