TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
ForsideNyheder og rejseartiklerHvornår er det bedst at besøge Japan?

Hvornår er det bedst at besøge Japan?

20.11.2018  |  opdateret: 10.01.2023
Vis alle indlæg

Japan

Japan er en helt unik rejsedestination.

Oplev f.eks. gamle japanske traditioner, fantastisk natur, mad i verdensklasse eller den unikke årstid med kirsebærblomstring.

Men hvornår skal du besøge til det smukke Japan?

Læs med her, og bliv klogere på det japanske klima og årstider.

NB: Guiden er vejledende.

Japans klima

Kyoto

Du kan besøge Japan hele året rundt.

Japan har fire forskellige årstider; forår, sommer, efterår og vinter, der ligger på samme tidspunkt som vores. Størstedelen af landet har et tempereret klima.

Rejsetidspunktet afhænger mest af, hvad du gerne vil opleve i landet med mere end 6.000 øer.

Vejret i de enkelte dele af landet er bl.a. influeret af havet omkring Japan og dets bjerge. Fra omkring maj, men særligt i sensommeren er der risiko for tyfoner. Tyfonsæsonen slutter i oktober, og generelt er der kun en lille sandsynlighed for, at det får indflydelse på din rejse.

Det er bedst at rejse til Japan i:

  • foråret, hvis du gerne vil opleve kirsebærblomstringen, der også kendes som sakura.
  • sommeren, hvis du gerne vil bade på de lækre strande eller opleve sommerens mange festivaler.
  • efteråret, hvis du vil have skønne temperaturer og opleve de japanske byer i efterårsfarver, der kaldes koyo.
  • vinteren, hvis du gerne vil varme dig i en onsen – japanernes hot spring.

Hver af de fire årstider byder altså på unikke oplevelser i Japan.

Det japanske forår

Forår, Tokyo

En af de mest populære årstider at besøge Japan er i foråret fra marts til maj.

Her blomstrer kirsebærtræerne, som er et fortryllende syn. Træerne blomstrer på forskellige tidspunkter over hele landet, og starter i de sydlige egne i marts og slutter i maj i den koldere, nordlige del af Japan. Vejret fra år til år har også indflydelse på, hvornår træerne helt præcist blomstrer.

Det japanske forår byder også på ferieugen ”golden week” i slutningen af april og starten af maj. I golden week-perioden er der flere andre småferier, og denne tid på året er travl, da japanerne også selv holder ferie.

Forårets temperaturer og vejrforhold

Forårets dagtemperaturer varierer generelt fra 10 til 20 grader, men kan nå 24 grader i syd på øen Okinawa. Årstiden kan altså både byde på vejr, der kræver en jakke, men der er også dage, du kan nyde vejret i en t-shirt.

Der kan forekomme byger, men foråret er generelt en skøn periode at besøge Japan i.

Den japanske sommer

Sommer, Tokyo

Når sommeren står for døren i månederne juni til august, er det festivaltid i Japan. Festivalerne kaldes matsuri.

Mens Japan afholder festivaler hele året i gennem, er det sommeren, der byder på nogle af årets bedste. Tag f.eks. til Kyotos Gion Matsuri eller Osakas Tenjin Matsuri.

Udover festivaler er der også rig mulighed for at opleve fyrværkeri, kaldt hanabi, der er meget populært i Japan. En af landets mest kendte begivenheder med hanabi er Sumida River-fyrværkeriet i Tokyo.

Sommerens temperaturer og vejrforhold

Sommermånederne kendetegnes ved varme, høj luftfugtighed og regn. Regnsæsonen (tsuyu) begynder i juni og varierer i længde og intensitet fra år til år. De varmeste og fugtigste måneder er juli og august.

Temperaturerne i løbet af dagen ligger generelt mellem 20-25 og 32, men kan også nå op mod de 35 grader.

Tyfonsæsonen, der varer fra maj til september, kan risikere at påvirke sommermånederne, dog med størst risiko i august (og september).

Det japanske efterår

Efterår, Kyoto

Det japanske efterår fra september til november er en helt fantastisk tid at besøge det eventyrlige Japan.

Efterårets farver klæder naturen i røde, gule og brunlige nuancer, som er et uforglemmeligt syn. Denne tid på året kaldes koyo, og dens skønhed kan næsten måles med forårets sakura.

Ligesom kirsebærblomstringen fortryller de japanske byer på forskellige tidspunkter, gør koyo det også. Efterårsnuancerne farver den nordlige del af landet fra september og bevæger sig langsomt længere sydpå.

Efterårets temperaturer og vejrforhold

Efteråret er også en af de skønneste årstider at besøge Japan. Dagtemperaturerne ligger generelt mellem 15 og 25 grader, og vejret er klart.

Tyfonsæsonen, der startede i maj, slutter i løbet af oktober. September er, sammen med august, blandt de hyppigst ramte måneder.

Den japanske vinter

Japan Onsen

Vintermånederne fra december til februar er, ikke overraskende, årets koldeste, men der er stadig god grund til at besøge landet på dette tidspunkt.

De japanske onsen – japanernes svar på hot springs – kan opleves hele året, men er en helt perfekt begivenhed på en rejse i vintermånederne. Forestil dig, at du sidder i den skønne, varme onsen, mens sneen pryder det omkringliggende landskab. Oplev eksempelvis de skønne onsen, når du overnatter i en af de traditionsrige ryokaner – de traditionelle japanske kroer.

Japan har også nogle finurlige juletraditioner, der er fascinerende at opleve i december, bl.a. julemarkeder og en noget anderledes julemenu.

Sidst, men ikke mindst, er der langt færre rejsende i vintermånederne. Så hvis du gerne vil opleve landet med færre besøgende, er vinterårstiden et godt valg.

Vinterens temperaturer og vejrforhold

Vintermånederne er de koldeste i løbet af året. Dagtemperaturerne ligger generelt på omkring 10 grader, mens øen Okinawa dog får temperaturer på helt op til 20 grader. Nætterne er noget koldere med temperaturer helt ned til omkring frysepunktet.

Alt efter hvor du er i vintermånederne, er der som altid store forskelle på vejret. F.eks. kan der falde store mængder sne i bjergområderne, der giver gode muligheder for skiløb.

Hvordan er vejret i de japanske byer?

Tokyo

Japan er et land, der strækker sig langt fra nord til syd.

Derfor er vejret også forskelligt i de japanske byer.

Læs mere om vejret i udvalgte japanske byer herunder.

Kanazawa

Der er gode muligheder for at opleve byen Kanazawa indhyllet i sne i vintermånederne, som er en helt særlig og fin oplevelse. Når vinteren er ovre, er der risiko for en del regn, der peaker i sommermånederne.

I maj og oktober er der omkring 14 til 23 grader, mens temperaturerne månederne imellem når helt op mod 29 grader.

Tokyo

Hovedstaden Tokyo kan besøges året rundt, men det er altid godt at have en paraply eller regnfrakke med. Månederne juni, september og oktober er de vådeste med en nedbørsmængde fra 180 mm., mens storbyens tørreste måneder når en nedbørsmængde på omkring 50 mm.

Temperaturen ligger på ca. 6 grader fra december til marts, mens de luftfugtige sommermåneder når temperaturer fra 20 til 27 grader, der dog kan føles endnu varmere pga. luftfugtigheden. Foråret og efteråret er de mest behagelige måneder at besøge hovedstaden.

Kyoto

Kyoto er et besøg værd hele året, men foråret og efteråret er de skønneste. Her er temperaturerne behagelige og himlen blå.

Sommeren er varm og fugtig, og juni, juli og september er de vådeste måneder. Temperaturen ligger på 20 til 30 grader fra april til oktober, og årets laveste dagtemperaturer når ikke under 10 grader. Om natten kan vejret dog nå frysepunktet i vintermånederne.

Hiroshima

Vejret i Hiroshima minder om Kyotos. I sommermånederne kommer der lidt mere regn her end i Kyoto, og det er også sommeren, der er den varmeste og mest fugtige på året.

Forår- og efterårsmånederne er de mest behagelige, og oktober og november er månederne med mindst regn.

Vil du gerne opleve Japan?

Er du blevet tryllebundet af Japan og landets mange forskellige oplevelser?

Farverige festivaler, spraglet fyrværkeri, natur i særklasse og traditioner, der betager.

Japan er et fantastisk rejseland.

Se vores rejser til Japan herunder:

Er du stadig i tvivl om, hvornår du skal besøge Japan? Du er altid meget velkommen til at kontakte vores rejsekonsulenter, der har stor erfaring med at vejlede i det helt rigtige afrejsetidspunkt.

Bemærk, at ovenstående guide er vejledende og anbefalinger løbende kan ændre sig.

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende