Tlf. 70 505 505
Kundeservice Man - Fre 9 - 16

Praktisk information om Indonesien

1. Følgende er ikke inkluderet i vores pakkerejsers priser

  • Måltider udover de nævnte
  • Afbestillings- og rejseforsikringer
  • Evt. drikkepenge
  • Visum
  • Vaccinationer

2. Klima i Indonesien

Indonesien ligger både nord og syd for ækvator og har tropisk klima. Temperaturerne svinger ikke meget fra ø til ø, den store forskel i vejret er regnmængder og regnsæsoner. Luftfugtigheden er generelt høj, selv om den typisk falder noget, når man kommer i højderne.

Bali er en meget grøn og frodig ø, og der er ingen egentlig regntid. Det regner mindst fra maj til oktober, og mest i januar til marts med april samt oktober til december som mellemperioder. Dagsregn er sjælden, selv i de regntunge måneder, og regnen falder typisk om aftenen og som heftige kortvarige regnskyl. Som følge heraf er der mange solskinstimer også i de regntunge måneder. Selv om det kan virke overskyet eller diset, skal man passe på solen, den brænder stadig. Temperaturerne ligger som det laveste omkring 22 grader og som det højeste omkring 33 grader. Det er varmest fra september til april og ”køligst” fra maj til august. Bali får ca. 1800 mm regn om året, og ca. halvdelen falder i december – marts.

3. Rejseform

Udflugter og transfers foregår i mindre internationale grupper med engelsktalende guider.

4. Hvornår rejser man til Indonesien?

Man kan rejse til Indonesien året rundt. Bali har højsæson fra juli til september og i december.

5. Rejsebetingelser

Læs venligst vores generelle rejsebetingelser grundigt, da disse er en del af aftalevilkårene i forbindelse med rejser købt hos Asiatours.dk. Rejser købt hos os er omfattet af ”Loven om pakkerejser”.

Klik her for at læse vores rejsebetingelser.

6. Hjælp til at tegne rejseforsikringer

På vores hjemmeside under fanen forsikring kan du få al den information, som du har brug for.

Klik her for at gå til vores side om forsikring.

7. Sprog

Det officielle sprog er indonesisk (Bahasa Indonesia), og det er det sprog, der undervises i på uddannelsesinstitutioner og anvendes i offentlige institutioner. Sproget tales som første eller andet sprog af ca. 200 mio. mennesker ud af den samlede befolkning på ca. 230 mio. mennesker. Ud over det officielle sprog tales flere regionale sprog, og et mindretal på ca. 25 mio. mennesker taler kun et regionalt sprog.  Som turist kan du sagtens klare dig på engelsk, som især den yngre del af befolkningen taler.

8. Vaccinationer

Vi råder til at kontakte en speciallæge, din praktiserende læge eller en autoriseret vaccinationsklinik.

Få 10% i rabat på vaccinationer

Når du bestiller en rejse hos Asiatours.dk, kan du opnå 10% rabat hos følgende vaccinationsklinikker:

På alle hjemmesider kan du bestille tid og få yderligere vejledning om vaccinationer. Ved tidsbestilling bedes du henvise til os, og ved konsultationen bedes du medbringe din ordrebekræftelse, så rabatten kan blive fratrukket.

9. Visum

Som dansk statsborger skal du have visum til Indonesien. Turistvisum til 30 dage udstedes gratis ved ankomst i Ngurah Rai Airport på Bali, KualaNamu Airport i Medan på Sumatra, Soekarno-Hatto Airport i Jakarta på Java samt Juanda Airport i Surabaya på Java. Ved indrejse gennem andre lufthavne end de nævnte koster turistvisum 35USD, som skal betales i kontante amerikanske dollars. Som med anden international rejseaktivitet skal du være i besiddelse af et gyldigt, dansk pas. Passet skal være gyldigt mindst 6 måneder efter udrejse fra Indonesien. Tjek også Udenrigsministeriets hjemmeside www.um.dk. Visumreglerne findes under ”Borgerservice”. Du er selvfølgelig også altid velkommen til at spørge os.

10. Valuta

Den indonesiske valuta hedder rupiah (IDR). På www.valutakurser.dk kan du altid se den nøjagtige kurs fra både amerikanske dollars og danske kroner. Vi anbefaler, at du medbringer nogle amerikanske dollars i kontanter (som minimum til betaling af visum), som du ved ankomsten kan veksle på et officielt vekselkontor.  Desuden er amerikanske dollars bredt accepteret i forretninger og på markeder. Gængse kreditkort som Visa og Mastercard er helt almindelige, ligesom kontantautomater (ATM) findes i alle byer. Kreditkort bruges på hoteller, mange restauranter og butikker, men ikke på små lokale markeder.

11. Drikkepenge

Drikkepenge er både velset og helt almindeligt anvendt. Generelt giver du selvfølgelig drikkepenge i overensstemmelse med den service, du har fået. Nedenstående er et vejledende niveau:

  • Piccolo: Min. 5000 Rp pr. stykke bagage (1 USD.)
  • Stuepige: Min. 20.000 Rp pr. dag pr. værelse (2 USD.)
  • Guider: Min. 30.000 Rp pr. dag pr. person afhængig af den leverede service (3 USD.)
  • Chauffører: Min. 20.000 Rp pr. dag afhængig af den leverede service (2 USD.)
  • Restauranter: På små lokale restauranter og fadekøkkener forventes der ikke drikkepenge, på restauranter af internationalt tilsnit kan du lægge min. 10.000 Rp på bordet, når du går (1 USD.)

12. Tidsforskel

Indonesien har 3 tidszoner. Tidsforskellen mellem Danmark og Indonesien varierer om det er sommer- eller vintertid i Danmark.

Vest-indonesisk tid er +7 timer i forhold til vores vintertid og +6 i forhold til vores sommertid

Bali er central-indonesisk tid og er +8 i forhold til vores vintertid og +7 i forhold til vores sommertid.
Ved sommertid: +6 timer. Det vil sige når kl. er 12 i Danmark, er kl. 18 i Indonesien.
Ved vintertid: +7  timer. Det vil sige når kl. er 12 i Danmark, er kl. 19. i Indonesien.

Øst-indonesisk tid er +9 i forhold til vores vintertid og +8 i forhold til vores sommertid.

13. Elektricitet

Indonesien bruger 220 V langt de fleste steder, og i hvert fald på de gængse turiststeder. Stikkene er 2 runde ben. Der findes sjældent stikdåser med plads til 3 runde ben (computerstik med jordstik). Derfor skal du sørge for at have en adapter med på rejsen, hvis du har brug for at oplade fx en bærbar.

14. Telefon og internet

Den internationale landekode for Indonesien er +62. Det kan være dyrt at ringe hjem fra eller modtage opkald i Indonesien, tjek evt. med dit eget mobilselskab mht. dækning og priser for opkald.
Der findes internetcaféer i de større byer og der er wifi på de fleste hoteller.

15. Sikkerhed

Indonesien er generelt et sikkert land at rejse i, så længe man holder sig til turistområderne. Over årene har der desværre været terroristangreb i Indonesien, som også er gået ud over turister. Derfor er sikkerheden prioriteret meget højt. Almindelig kriminalitet over for turister begrænser sig generelt til lommetyveri og sjældne tilfælde af kreditkort misbrug. Dette kan ofte undgås med almindelig omtanke og fornuft. Undgå at fremvise dyre smykker og store kontantbeløb, og lad aldrig dit kreditkort ude af syne på typiske turiststeder. Følg altid guidens råd og vejledning omkring sikkerhed, og der vil ikke være nogen fare.

16. Mad og drikke

Indonesisk mad dufter godt, er velsmagende, sundt og influeret af det indiske, malaysiske og kinesiske køkken. Den mest almindelige ret hedder ”satay”, som er små grilspyd med kylling eller oksekød med fx jordnøddesovs til.

Drik altid kun vand fra flaske. Flaskevand er billigt og fås overalt. Drik aldrig vand fra vandhaner.

17. Helligdage

  • Nyepi er balinesisk nytår og er Stilhedens dag. Det betyder, at ALT går i stå, der er ingen flyankomster eller – afgange, bilkørsel eller færgedrift, alle butikker er lukkede fra solopgang til solnedgang. Datoen varierer fra år til år, og i 2016 forventes dagen at ligge den 9. marts.
  • Indonesiens uafhængighedsdag er den 17. august.

18. Flyreservation og flybilletter

Vi sender dig rejseplanen så snart flyrejsen er booket. Her kan du se, hvordan din nøjagtige rejseplan kommer til at se ud. Hvis du har kommentarer til rejseplanen eller noterer fejl i navnene på billetten, skal du kontakte os hurtigst muligt. Vi benytter os af elektroniske billetter, som du selv skal udskrive. Når billetterne er udstedt, sender vi dig en e-mail med bookingnummer og de oplysninger du skal bruge for at udskrive billetterne. Samtidigt modtager du et følgebrev med nyttige telefonnumre til turen, deriblandt et telefonnummer så du altid kan komme i kontakt med en af os hos asiatours.dk, også udenfor kontorets åbningstid.

Hvis din rejseplan indeholder en indenrigsstrækning i Indonesien, får du først denne billet i Indonesien.

19. Servicebrev

Når du har købt en rejse gennem os, modtager du inden afrejse vores servicebrev. I servicebrevet finder du vigtige informationer om fx online check-in, hvordan du forholder dig ved forsinkelser, vores aftalte guidelines for drikkepenge. Desuden finder du vigtige telefonnumre til vores lokale agenter samt vores nødtelefonnummer.

Derfor er det vigtigt, at du printer servicebrevet og medbringer det på rejsen.

20. Sædereservation, opgradering og ekstra benplads

Vi anbefaler, at du foretager sædereservation på flyet. Mange flyselskaber tilbyder også opgradering af reserverede billetter til pladser med ekstra plads og komfort, fx Economy Comfort hos KLM og Premium Voyageur hos Air France. Dette kan du gøre gennem flyselskabets hjemmeside. De fleste selskaber har et punkt på menuen, der hedder ”manage my booking”.  Vær opmærksom på, at mange flyselskaber kræver betaling for sædereservation, så du skal have dit kreditkort/betalingskort klar, når du går i gang.

Desværre er der ikke ens regler for, hvornår der åbnes for sædereservation. Vi anbefaler, at du så tidligt som muligt prøver at foretage en sædereservation, og du vil så der få at vide, hvornår du kan foretage sædereservation, hvis det ikke kan ske med det samme. Det er meget almindeligt, at der først åbnes for sædereservation mellem 72 og 24 timer før afrejse.

21. Kuffert og håndbagage

Vi benytter mange forskellige flyselskaber til Indonesien, derfor kan det variere, hvor meget og hvor mange kg du må medbringe i både indtjekket bagage samt håndbagage. Se information om dette på din flybillet eller kontakt os, hvis du har spørgsmål hertil. Hvis din rejse involverer en indenrigsstrækning i Indonesien, kan du maksimalt medbringe 20 kg.

Du og din rejseledsager bør pakke kufferterne således, at I begge kan undvære den ene kuffert, hvis man skulle være uheldig at miste den ene. Det oplever I sikkert ikke, men problemet kan opstå. Sker det, kan der gå et par dage, før kufferten bliver leveret til det hotel, I bor på.

Sørg for at have alle vigtige og uundværlige ting i håndbagagen: pas, visum, flybillet, forsikringer, kreditkort, penge, recepter og nødvendig medicin. Derudover fx også kamera, kikkert, computer samt opladere og adapter.

Der kan trække koldt fra flyets aircondition, så tag en trøje eller vindjakke med i håndbagagen.

22. Transfers til og fra lufthavne

Ved ankomst til de forskellige lufthavne i Indonesien bliver du hentet af vores lokale repræsentant, som vil stå med et skilt med jeres navne på i ankomsthallen. Ved afrejse bliver du igen kørt til lufthavnen. I vil få oplyst afhentningstidspunkt ved ankomst til Indonesien.

23. Etikette og kulturelle forskelle

At opleve forskelle i kultur og etikette er en af fornøjelserne ved at rejse, og det er vigtigt at respektere disse forskelle. På dansk siger vi ”skik følge eller land fly”, og derfor ønsker vi herunder at give dig nogle tips og råd, der vil bidrage til en endnu bedre oplevelse af Indonesien.

  • Undgå at vise vrede. At vise frustrationer eller vrede ved at råbe eller være ubehøvlet er ekstremt uhøfligt og nedladende og fører ikke til noget godt.
  • Brug aldrig rød kuglepen eller tusch, det opfattes som et tegn på vrede.
  • Tag altid skoene af, når du går ind i et privat hjem eller i et tempel.
  • Bliver du budt ind i et privat hjem, må du aldrig gå derfra uden at indtage en forfriskning – uanset hvor lang tid, det tager værten at tilberede den. Hvis du går uden at have modtaget en forfriskning, bringer det skam over huset og værten.
  • Brug altid enten begge hænder eller højre hånd, når du rækker noget til andre eller du modtager noget fra andre. Brug aldrig kun venstre hånd.
  • Stå aldrig med hænderne på hoften, det opfattes som arrogant og trodsigt.
  • Peg aldrig på en person eller en ting, hverken med en enkelt finger eller hele hånden. Når du skal tilkalde dig opmærksomhed ved at vinke, skal du gøre det med hånden i hoftehøjde, og hvor du vinker ind mod dig selv.
  • Undlad at røre børns hoveder, det regnes for at bringe uheld.
  • Undlad at vise kærtegn offentligt, fx at holde om hinanden eller at kysse, det opfattes stødende.
  • Undgå korte shorts, lårkorte nederdele og tank tops ved templer og kirker.
  • Undgå nøgenbadning og nøgensolbadning fuldstændigt, det regnes for fuldstændig uanstændigt – både på stranden og på hotellerne.