• Tilfredse gæster siden 2006
  • Dedikerede rejseeksperter
  • Gennemtestede kvalitetsrejser
  • Omhyggeligt udvalgte guider
  • Prisgaranti
  • 24/7 assistance på rejsen
  • Medlem af Rejsegarantifonden

Praktisk information om Kina

Praktisk information om Kina

Praktisk information om Kina

1. Klima i Kina

Kina er et af verdens største lande, og derfor er der store forskelle på klimaet alt efter hvor i landet du befinder dig Det nordlige Kina ligger i det tempererede klimabælte, mens der længere mod syd i landet er såvel subtropisk som tropisk klima.

Overordnet set har Kina fire årstider ligesom i Danmark:

  • Forår: marts til maj
  • Sommer: juni til august
  • Efterår: september til oktober
  • Vinter: november til februar

De enkelte årstider kan dog forskyde sig lidt, alt efter hvilket område der er tale om.

Beijing:
Beijing ligger i det tempererede klimabælte.

Vinteren er kold og tør, mens sommeren er våd og varm. I foråret og efteråret er der meget lidt regn og milde temperaturer. Den koldeste måned er januar, mens de mest regnfulde måneder er juli og august.

Vejrstatistik for Beijing: JAN FEB MAR APR MAJ JUN JUL AUG SEP OKT NOV DEC
Gennemsnitlig maks. temp.  2 4 11 20 26 30 31 30 26 19 10 3
Gennemsnitlig min. temp.  -9 -7 -1 7 13 18 22 20 14 7 0 -7
Nedbør mm  3 6 9 26 29 71 176 182 49 19 6 2

Xi’an:
Xi’an ligger i det tempererede klimabælte.

Ligesom i Beijing er vinteren kold og tør og til tider med tåge, mens sommeren byder på rigtig varmt og vådt vejr. Forår og efterår er forholdsvis tørre, og de mest regnfulde måneder er i slutningen af sommeren/starten af efteråret.

Vejrstatistik for Xi’an: JAN FEB MAR APR MAJ JUN JUL AUG SEP OKT NOV DEC
Gennemsnitlig maks. temp. 5 8 13 21 26 30 31 30 25 20 12 6
Gennemsnitlig min. temp. -4 -2 3 9 14 19 21 20 16 10 3 -3
Nedbør mm 10 10 40 40 70 60 100 70 110 60 20 10

Shanghai:
Shanghai ligger i det subtropiske klimabælte.

Vinteren her er tør og kold, men lidt mildere end i eksempelvis Beijing. Selvom nattemperaturen ofte falder til under frysepunktet, sner det dog sjældent. Sommeren byder meget varme temperaturer, der nogle gange rammer 40 grader. Derudover er sommermånederne præget af kraftige regnbyger. Til gengæld byder foråret og efteråret generelt på tørt vejr med behagelige temperaturer. Du skal dog være opmærksom på at temperaturerne kan skifte hurtigt i efteråret.

Vejrstatistik for Shanghai: JAN FEB MAR APR MAJ JUN JUL AUG SEP OKT NOV DEC
Gennemsnitlig maks. temp. 8 9 13 19 24 27 32 32 27 22 17 11
Gennemsnitlig min. temp. 0 2 5 11 16 20 25 25 20 15 9 2
Nedbør mm 39 59 81 102 115 152 128 133 156 61 51 35

Chengdu:
Chengdu (Sichuan-provinsen i det sydvestlige Kina) ligger i det subtrobiske klimabælte.

Her er klimaet mildt, og temperaturen i de koldeste måneder er stadig forholdsvis behagelig.

Vejret er varmest og vådest i sommermånederne, især i juli og august, og det kan blive ret lummert. Vinteren bliver til gengæld ikke helt så kold som andre steder, men vejret kan være præget af tåge og høj luftfugtighed, der kan få det til at føles koldere. Foråret starter mildt ud, men bliver løbende varmere, og ligeledes starter efteråret varmt ud men bliver løbende mildere. For både forår og efterår gælder det, at vejret er foranderligt, og at varme dage hurtigt kan erstattes af køligere dage – og omvendt.

Vejrstatistik for Chengdu: JAN FEB MAR APR MAJ JUN JUL AUG SEP OKT NOV DEC
Gennemsnitlig maks. temp. 10 11 15 21 26 28 29 29 25 21 16 11
Gennemsnitlig min. temp. 3 5 8 12 17 21 22 22 18 15 10 4
Nedbør mm 10 20 20 50 100 110 200 190 130 40 20 10

Yangshuo:
Yangshou (Guanxi-provinsen – én af Kinas mest sydlige provinser) ligger i det subtropiske klima.

Generelt er Yangshuo lidt varmere end Shanghai, men får dog langt mere regn. Vintermånederne er årets tørreste, og her er også milde temperaturer, mens der om sommeren og store dele af foråret opleves megen regn. Efteråret er forholdsvis varmt og får lidt mere regn end vintermånederne.

Vejrstatistik for Yangshuo: JAN FEB MAR APR MAJ JUN JUL AUG SEP OKT NOV DEC
Gennemsnitlig maks. temp. 11 14 17 23 28 30 33 33 31 27 21 15
Gennemsnitlig min. temp. 4 8 11 16 20 23 24 24 21 17 11 6
Nedbør mm 53 81 114 224 312 293 200 186 83 85 69 44

Sanya, Hainan-øen:
Hainan-provinsen ligger i det allersydligste Kina.

Her finder du badeferiebyen Sanya, der ligger i det tropiske klimabælte, og hvor der er varmt året rundt. Der er her ikke fire årstider, som i byerne på fastlandet, men derimod en tørsæson og en regnsæson.

  • Tørsæsonen er ca. fra november til maj, hvor der er tørt, men stadig varmt
  • Regnsæsonen er fra ca. juni til oktober, hvor det er varmere, men til gengæld regner det også mere

Hainan-øen kan blive ramt af tyfoner, som oftest rammer mellem juli og september.

Vejrstatistik for Sanya, Hainan-øen: JAN FEB MAR APR MAJ JUN JUL AUG SEP OKT NOV DEC
Gennemsnitlig maks. temp. 26 26 28 30 32 32 31 31 31 30 29 27
Gennemsnitlig min. temp. 17 19 21 23 25 25 25 25 24 22 21 18
Nedbør mm 8 13 19 43 142 198 193 222 251 235 58 11
2. Rejseform

Udflugter og transfers foregår i mindre internationale grupper med engelsktalende guider.

3. Hvornår rejser man til Kina?

Man kan rejse til Kina året rundt, blot skal man være klædt på i overensstemmelse med årstiden – præcis som i Danmark. Turistmæssigt er der højsæson i april og maj, juli og august for udenlandske turister og september og oktober for kinesiske turister. Så generelt skal man være forberedt på mange mennesker alle vegne, og hovedparten af de turister du møder er kinesiske turister.

Man skal udlade at rejse til Kina i forbindelse med kinesisk nytår og den gyldne uge i oktober. Det kinesiske nytår følger månekalenderen og flytter sig datomæssigt fra år til år, fuldstændig som den kristne påske. I det kinesiske nytår lukker ALT ned, og i den gyldne uge i oktober rejser bysatte kinesere til hjemegnene for at holde ferie og besøge familien, og meget går i stå af den grund.

4. Rejsebetingelser

Læs venligst vores generelle rejsebetingelser grundigt, da disse er en del af aftalevilkårene i forbindelse med rejser købt hos Asiatours.dk. Rejser købt hos os er omfattet af ”Loven om pakkerejser”.

Klik her for at læse vores rejsebetingelser.

5. Hjælp til at tegne rejseforsikringer

På vores hjemmeside under fanen forsikring kan du få al den information, som du har brug for.

Klik her for at gå til vores side om forsikring.

6. Sprog

Kina har mange anerkendte sprog, hvoraf det mest talte er mandarin, der tales af 70 % af kineserne. Det kinesiske skriftsprog er et tegnsprog og er ens for alle de forskellige anerkendte sprog, så derfor kan kineserne læse samme avis, uanset om de bor i Beijing, Yangshuo eller Shanghai.

Kineserne er stolte af deres sprog og synes det er fantastisk, når du som turist kan et par enkelte gloser. At kunne simple gloser som hej (nĭ hăo), tak (xiè xie) og farvel (zài jiàn) vil næsten altid bringe et smil frem hos kineserne.

7. Vaccinationer

Vi råder dig til at kontakte en speciallæge, din praktiserende læge eller en autoriseret vaccinationsklinik. Du kan også læse mere omkring reglerne for rejsevaccinationer hos Statens Serum Institut.

Vær især opmærksom på reglerne omkring gul feber – særligt hvis du rejser ind via et andet land, hvor der er gul feber.

Nogle lande har krav om bevis for gul feber vaccination ved indrejse. Så husk at medbringe dit vaccinationsbevis i disse tilfælde.

Få 10% i rabat på vaccinationer

Når du bestiller en rejse hos Asiatours.dk, kan du opnå 10% rabat hos følgende vaccinationsklinikker:

• Rejseklinikken.dk, Ordrupvej 60, 4., 2920 Charlottenlund
• Vaccination.dk, Ørestads Boulevard 5, 2300 København S
• Medicinsk Speciallægeklinik, Jens Baggesens Vej 90 B, 8200 Aarhus N

På alle hjemmesider kan du bestille tid og få yderligere vejledning om vaccinationer. Ved tidsbestilling bedes du henvise til os, og ved konsultationen bedes du medbringe din ordrebekræftelse, så rabatten kan blive fratrukket.

8. Pas/Visum

Pas:

Som dansk statsborger skal du være i besiddelse af et gyldigt, dansk pas. Passet skal være gyldigt mindst 6 måneder udover opholdet.

Vær opmærksom på at et pas, som har været meldt savnet, og som er blevet fundet igen, kan medføre problemer, og du kan i værste fald blive afvist ved indrejse i Kina. Vi anbefaler derfor, at du søger om nyt pas inden afrejse, hvis du har været ude for dette.

Visum:

Som dansk statsborger skal du have visum til Kina.

Du kan søge om visum til Kina på to måder:

  • Gruppevisum (for min. 2 rejsende)
  • Turistvisum (for min. 1 rejsende)

Gruppevisum:

Et gruppevisum er den letteste løsning for dig og udarbejdes af Visumansøgning ApS.

Fordelene ved at benytte sig at et gruppevisum frem for et turistvisum er bl.a.:

  • Du slipper for at udfylde den omfattende visumansøgning som et turistvisum kræver
  • Du skal ikke bruge et fysisk pasfoto (kun digitalt)
  • Du undgår at skulle møde op på det kinesiske visumcenter i København for at afgive fingeraftryk og for evt. afhentning af visum og du undgår derved evt. transportomkostninger

For at få et gruppevisum skal du udfylde en visumformular, som du finder her. Derudover skal du fremsende en kopi af dit pas og et digitalt pasfoto til Visumansøgning ApS på følgende mail: info@visumansogning.dk

Når du har udfyldt formularen, vil du modtage en mail fra Visumansøgning ApS, der bekræfter din bestilling og beskriver den videre proces.

Prisen for et gruppevisum er 1.699 kr. pr. person og leveringstiden er ca. 1 uge fra bestillingstidspunktet. Du vil modtage dit visum pr. e-mail.

Bemærk venligst at alle rejsende på et gruppevisum skal rejse sammen – både ud og hjem. I tilfælde af at rejseplanen skal ændres, skal ændringen gælde alle rejsende.

Har du spørgsmål til gruppevisum er du altid velkommen til at kontakte Visumansøgning ApS på telefon 71 71 71 22 eller på mail info@visumansogning.dk.

Turistvisum:

Et turistvisum udstedes af Chinese Visa Application Service Center i København og er gældende i 3 måneder fra udstedelsesdatoen.

Du kan tidligst søge om visum 3 måneder før afrejse og senest 1 måned før afrejse.

Inden du går i gang med selve visumansøgningen, anbefaler vi, at du grundigt gennemgår ansøgningsguiden trin-for-trin. Du kan finde guiden her.

Når du starter din visumansøgning, skal du have følgende ting klar:

  • Dit pas
  • Et digitalt pasbillede som opfylder de specifikke krav. Læs mere her
  • Dit invitationsbrev som du modtager fra os sammen med din bekræftelse på rejsen

Visumansøgningen skal udfyldes online på følgende link: Kina visum

Ansøgningen består af 10 dele. Du skal bl.a. uploade et digitalt pasbillede, udfylde personlige oplysninger, uddannelses- og arbejdsrelaterede oplysninger, tidligere rejseaktivitet samt oplyse vores samarbejdspartners licensnummer og adressen på dine overnatningssteder, som vil fremgå af dit invitationsbrev.

Når du er færdig med ansøgningen, skal du bestille en tid til personligt fremmøde på visumcenteret i København, hvilket du kan gøre her. Adressen er Lyngbyvej 28, 2100 København og er åben alle hverdage fra kl. 9.00 til 15.00. Vær opmærksom på, at visumcenteret er lukket på danske og kinesiske helligdage. Du kan læse mere om visumcenteret åbningstider og kinesiske helligdage her.

Inden dit personlige fremmøde skal du huske at udskrive din visumansøgning. Denne skal medbringes på visumcenteret sammen med mødebekræftelsen, en kopi af data- og billedsiden af dit pas, et fysisk pasbillede i farver, en kopi af dit invitationsbrev og en kopi af din flybillet.

Inden mødet skal du ligeledes tage stilling til, om du vil afhente dit visum, når det er færdigbehandlet, eller om du vil have det tilsendt med posten. Hvis du vælger at få det tilsendt med posten, skal du huske at medbringe en kuvert med dit navn, adresse, forudbetalt porto og sporingsnummer.

Når du ankommer til visumcenteret, går du hen til check-in skranken. Her får du udleveret et kø-nummer. Når dit nummer bliver kaldt, går du hen til den pågældende skranke. Her er det vigtigt, at du med det samme oplyser, hvis du vil have dit visum tilsendt med posten og afleverer kuverten med navn, adresse forudbetalt porto og sporingsnummer. Efter du har afleveret alle dine medbragte dokumenter og svaret på eventuelle spørgsmål, får du taget fingeraftryk, såfremt du er mellem 14 og 70 år og ikke har ansøgt om kinesisk visum indenfor de seneste 5 år. Herefter får du udleveret et kø-nummer til betalingsskranken. Betalingen skal ske samme dag, som indleveringen af din visumansøgning. Det er muligt at betale med både kontanter og kort. Efter betaling får du en kvittering, en såkaldt ”pick-up form”, som skal medbringes, når du afhenter dit visum, hvis ikke du har valgt at få det tilsendt med posten.

Du kan holde øje med, hvor langt dit visum er i processen, og hvornår det er færdigbehandlet til afhentning eller afsendelse her.

Hvis du er forhindret i selv at afhente dit visum, kan du få en ven eller et familiemedlem til det. Sørg for at skrive en fuldmagt og sørg også for, at personen får en kopi af din kvittering, som skal bruges til afhentning. Personen der henter dit visum skal kunne vise billede-id.

Når du modtager dit visum, så tjek venligst, at alle informationer er korrekte.

Du kan også læse mere om visumreglerne på udenrigsministeriets hjemmeside.

Du er selvfølgelig også altid velkommen til at spørge os.

9. Valuta

Den kinesiske valuta hedder yuan renminbi (CNY). På www.valutakurser.dk kan du altid se den nøjagtige kurs fra både euro, amerikanske dollars og danske kroner. Du kan vælge at veksle hjemmefra eller ved ankomst. I så fald anbefaler vi, at du medbringer amerikanske dollars i kontanter, som du kan veksle ved ankomst på et officielt vekselkontor. Kreditkort som Visa, MasterCard og American Express kan stort set kun bruges på hoteller, så sørg altid for at have kontanter på dig. Der findes hæveautomater (ATM), der tager imod internationale kort i alle byer, men man kan risikere, at der er langt imellem dem, da flere automater kun accepterer kinesiske kreditkort. Banker, hvis hæveautomater tager imod internationale kort er: Bank of China, China Merchant’s Bank og ICBC.

10. Drikkepenge

Drikkepenge er helt almindeligt anvendt og i en vis udstrækning også forventet.  Generelt giver du selvfølgelig drikkepenge i overensstemmelse med den service, du har fået.
Nedenstående er et vejledende niveau:

  • Piccolo: 1 – 2 USD pr. værelse
  • Stuepige: 2 USD pr. dag
  • Guider: 5 – 10 USD pr. dag pr. person afhængig af den leverede service
  • Chauffører: 2 – 5 USD pr. dag pr. person afhængig af den leverede service
  • Restauranter: på små lokale restauranter og gadekøkkener forventes der ikke drikkepenge, på restauranter af internationalt tilsnit kan du lægge mellem  1 – 5 USD på bordet, når du går.

Vores drikkepenge guideline er i USD, men drikkepengene afregnes i den lokale valuta på destinationen.

11. Tidsforskel

Kina har trods sin enorme udstrækning kun 1 tidszone. Tidsforskellen mellem Danmark og Kina varierer om det er sommer- eller vintertid i Danmark.
Ved sommertid:  +6 timer. Det vil sige når kl. er 12 i Danmark, er kl. 18 i Kina.
Ved vintertid: +7  timer. Det vil sige når kl. er 12 i Danmark, er kl. 19. i Kina.

12. Elektricitet

Kina har 220 volt og et utal af forskellige stik. Sørg derfor for at medbringe en adapter til opladning af mobiltelefon, kamera mm.

13. Telefon og internet

Den internationale landekode for Kina er +86. Det kan være dyrt at ringe hjem fra eller modtage opkald i Kina – tjek evt. med dit eget mobilselskab mht. dækning og priser for opkald.

Der findes internetcaféer i de større byer, og der er wi-fi på de fleste hoteller. Vær dog opmærksom på, at internettet i Kina er stærkt censureret og blokerer adgang til en række vestlige medier; bl.a. Google, Dropbox, YouTube, Facebook, Instagram, Twitter, Vimeo, HBO og Netflix. Vi anbefaler, at du downloader en VPN-forbindelse i App Store eller Google Play på din mobil, hvis du vil have adgang til dine yndlingsmedier.

I Kina bruger man i stedet WeChat, der for kineserne er blevet en lige så naturlig indgang til internettet, som Facebook, Instagram og YouTube er det i vestlige lande. WeChat bliver brugt til at kommunikere med både venner og kollegaer, og langsomt er begrebet mails ved at miste betydning i Kina. WeChat adskiller sig for alvor fra eksempelvis Facebook ved, at brugerne også har deres bankkonto tilknyttet app’en, så de er i stand til at betale med blot en QR-kode, der er en slags stregkode.

14. Sikkerhed

Kina er generelt et sikkert land at rejse i. Almindelig kriminalitet over for turister begrænser sig generelt til lommetyveri. Dette kan ofte undgås med almindelig omtanke og fornuft. Undgå at fremvise dyre smykker og store kontantbeløb. Følg altid guidens råd og vejledning omkring sikkerhed.

15. Mad og drikke

Det kinesiske køkken er meget opdelt efter geografi. I Beijing mod nord, finder du det robuste køkken, hvor pekingand er en specialitet. Mod syd finder du Guangzhou-køkkenet, som er en farverig blanding af grøntsager og forskellige slags kød, fisk og fjerkræ. Mod øst er der Shanghai-køkkenet, som er berømt for sine lækre fiske- og skaldyrsretter. Det sidste køkken, det vestlige Sichuan-køkken, er meget krydret og velsmagende.

Nogle af de mest populære retter er naturligvis pekingand, dumplings, der er en specialitet i Xi’an, og kung pao kylling, som er en populær ret fra Sichuan. Derudover er Kina også kendt for deres lækre supper og stegte nudler med bl.a. æg, grøntsager og kød.

Den mest populære drik i Kina er te. Du vil hurtigt opleve, at kineserne ikke går uden for døren uden deres flaske med te, som de fylder op mange gange om dagen.

Det kan være en jungle at finde ud af spisekortene i Kina, da det ikke er alle restauranter, der har menukort på engelsk. I dag findes der heldigvis en masse smarte oversættelsesapps, som kan være en kæmpe hjælp under din rejse. Vi anbefaler Waygo, som kan læse kinesiske menukort og oversætte dem direkte til engelsk ved brug af kameraet i din mobil uden, at du er på Internettet.

Prisen på mad er lav i Kina, og du kan få et godt måltid på en lokal restaurant for 15 kr. og op efter. En vand koster ca. 2 kr., og te, juice og øl koster mellem 5-10 kr.

16. Toiletforhold

Toiletforholdene i Kina kan være en oplevelse i sig selv. På hoteller og større/internationale restauranter vil der være vestlige toiletforhold, men på de fleste offentlige toiletter (gælder også tog), skal du være forberedt på traditionelle kinesiske toiletter, der bedst kan beskrives som ”squat-toiletter”. Nogle steder er der lukkede toiletbåse, andre steder kan du være ude for, at der ikke er en dør. Vær opmærksom på, at der heller ikke altid findes toiletpapir og sæbe, så vi anbefaler, at du selv medbringer toiletpapir eller en pakke vådservietter og håndsprit.

17. Helligdage

Det er altid en speciel oplevelse at opleve andre landes traditioner og fejringer. Nedenfor kan du se en oversigt over helligdage, vigtige festivaler og andre specielle mærkedage.

Vær opmærksom på at nogle museer og attraktioner kan være lukkede på disse dage.

 

18. Flyreservation og flybilletter

Vi sender dig din flyreservation så snart du bestiller din rejse. På rejseplanen kan du se tider og rejserute. Det er vigtigt, at du tjekker dit navn for stavefejl. Dit navn skal på reservationen stå nøjagtig som i dit pas. Hvis du noterer fejl i navnene skal du kontakte os med det samme.

I dag findes der kun elektroniske flybilletter (e-billet), du får altså ikke en fysisk flybillet til brug ved check-in i lufthavnen. Når du tjekker ind i lufthavnen, skal du bruge dit pas og en bookingreference. Bookingreferencen står på din rejseplan.

19. Servicebrev

Når du har købt en rejse gennem os, modtager du inden afrejse vores servicebrev. I servicebrevet finder du vigtige informationer om fx online check-in, hvordan du forholder dig ved forsinkelser, vores aftalte guidelines for drikkepenge. Desuden finder du vigtige telefonnumre til vores lokale agenter samt vores nødtelefonnummer.

Derfor er det vigtigt, at du printer servicebrevet og medbringer det på rejsen.

20. Sædereservation, opgradering og ekstra benplads

Flyselskabet vil tildele dig en plads ombord på flyet ved check-in. Hvis du har specifikke ønsker, så kan du på flyselskabets hjemmeside foretage en sædereservation. De fleste flyselskaber har et punkt i deres menu, der hedder ”manage my booking”. Vær opmærksom på, at de fleste flyselskaber kræver betaling for en sædereservation, så du skal have dit kreditkort klar, når du går i gang. Det varierer, hvornår flyselskaberne åbner for sædereservation, men som hovedregel kan du booke sæder fra bookingtidspunkt til 48 timer før afgang.

Mange flyselskaber tilbyder desuden også opgradering med ekstra benplads og komfort, fx Economy Comfort hos KLM og Premium Voyageur hos Air France. Dette kan du gøre gennem flyselskabets hjemmeside, imod betaling.

Vi gør desuden opmærksom på, at flyselskabet har fuld rådighed over alle sæder på flyet og at de derfor altid har ret til at foretage ændringer på reservationen.
Laver du ikke en sædereservation inden afrejse, så vil flyselskabet tildele dig en plads ved check-in.

21. Din bagage

Vi benytter mange forskellige flyselskaber til Kina, derfor kan det variere, hvor meget og hvor mange kg du må medbringe i både indtjekket bagage samt håndbagage. Se information om dette på din flybillet eller kontakt os, hvis du har spørgsmål hertil. Hvis din rejse involverer en indenrigsstrækning i Indonesien, kan du maksimalt medbringe 20 kg.

Sørg desuden for at have alle vigtige og uundværlige ting i håndbagagen. Det gælder f.eks. pas, visum, flybilletter, forsikringer, kreditkort, penge, kamera, men også evt. info om din sundhedstilstand og livsvigtig medicin.

Der kan trække koldt fra flyets aircondition, så tag en trøje eller vindjakke med i håndbagagen.

22. Transfers til og fra lufthavne

Ved ankomst til de forskellige lufthavne i Kina bliver du hentet af vores lokale repræsentant, som vil stå med et skilt med jeres navne på i ankomsthallen. Ved afrejse bliver du igen kørt til lufthavnen. I vil få oplyst afhentningstidspunkt ved ankomst til Kina.

23. Etikette og kulturelle forskelle

At opleve forskelle i kultur og etikette er en af fornøjelserne ved at rejse, og det er vigtigt at respektere disse forskelle. På dansk siger vi ”skik følge eller land fly”, og derfor ønsker vi herunder at give dig nogle tips og råd, der vil bidrage til en endnu bedre oplevelse af Kina.

  • Undgå at vise vrede. At vise frustrationer eller vrede ved at råbe eller være ubehøvlet er ekstremt uhøfligt og nedladende og fører ikke til noget godt.
  • Det er ikke almindeligt at give hånd, man bøjer hovedet i ærbødigt nik som hilsen.
  • Brug altid enten begge hænder eller højre hånd, når du rækker noget til andre eller du modtager noget fra andre. Brug aldrig kun venstre hånd.
24. Rejsende med indskrænket bevægelighed

Vi gør opmærksom på, at vores rejser generelt ikke er egnet for bevægelseshæmmede personer. Kontakt os gerne for information om mulighederne i forhold til dine specifikke behov.

Vores mest populære rejser
Her rejser andre til
Kontakt rejsekonsulent Trine Kjær

Skriv til:
info@asiatours.dk

Ring til:
70 505 505

Åbningstider:
Hverdage fra kl. 9 - 16

Vi bruger cookies til statistik og målrettet markedsføring hos 3. part.
Du accepterer dette ved at klikke videre.
Læs mere her.

Velkommen til det nye design på Asiatours.dk

Vi har fået nyt design, siden du sidst besøgte os, men vores rejser er stadig de samme.