• Tilfredse gæster siden 2006
  • Dedikerede rejseeksperter
  • Gennemtestede kvalitetsrejser
  • Omhyggeligt udvalgte guider
  • Prisgaranti
  • 24/7 assistance på rejsen
  • Medlem af Rejsegarantifonden
ForsideRejser til ØstenMaldiverneSri Lanka og Maldiverne
16 dage

Sri Lanka og Maldiverne

Oplev Sri Lankas kultur, natur og dyreliv kombineret med badeferie på Maldivernes kridhvide sandstrande på det prisvindende resort Summer Island.

Sri Lanka og Maldiverne Sri Lanka og Maldiverne
16 dage

Sri Lanka og Maldiverne

Oplev Sri Lankas kultur, natur og dyreliv kombineret med badeferie på Maldivernes kridhvide sandstrande på det prisvindende resort Summer Island.

Vælg denne rejse fordi…

Slå to fluer med ét smæk og oplev Sri Lanka og Maldiverne på én og samme tur. Rejsen er den perfekte blanding af både kultur, natur og dyreliv i Sri Lanka og badeferie på Maldivernes kridhvide sandstrande. Samtidig har turen en god variation af planlagte udflugter og frie dage således, at du selv kan planlægge aktiviteterne og tempoet på din ferie.

Rejsen starter i badebyen Negombo, hvor du får tid til at lande oven på den lange flyvetur, inden turen går videre til Sigiriya. I Sigiriya bestiger du Sri Lankas vartegn, Løveklippen, der har en fænomenal udsigt over landskabet.

Næste stop er byen Kandy og på vejen besøger du de imponerende grottetempler i Dambulla og Matales flotte krydderihaver.

Et af højdepunkterne er togturen fra Nanu Oya til Ella, som foregår i højlandet med maleriske teplantager og vandfald. Fra Ella går turen videre til Yala Nationalpark, hvor du skal på en spændende jeepsafari med mulighed for at se både elefanter, leoparder og bjørne.

Du slutter dit Sri Lanka-eventyr med en nat i Negombo, som ligger tæt på Colombo lufthavn. Herfra flyver du videre til Maldiverne, hvor du skal bo på det prisvindende resort Summer Island. Her venter afslappende dage på de kridhvide sandstrande, der står i smuk kontrast til det betagende turkise vand.

Hvad er med i prisen?
Følgende er inkluderet i rejsen
  • Flyrejse fra Danmark til Colombo
  • 9 nætter i Sri Lanka på 3-stjernede hoteller inkl. morgenmad
  • 1 x frokost (dag 3)
  • Kørsel i bil eller minibus med aircondition
  • Togrejse fra Nanu Oya til Ella
  • Lokal engelsktalende chauffør/guide på udflugter og ture
  • Flyrejse fra Colombo til Malé på Maldiverne
  • Speedbåd transfer fra Malé lufthavn til Summer Island t/r
  • 4 nætter på Maldiverne på det 4-stjernede prisvindende luksusresort Summer Island i superior bungalow inkl. helpension og en daglig flaske vand på værelset
  • Der er mulighed for at forlænge opholdet, opgradere værelseskategori og opgradere til all inclusive
  • Flyrejse fra Malé til Danmark
  • Døgnbemandet nødtelefon under hele rejsen
  • Afrejsegaranti – rejsen gennemføres uanset antal deltagere

Omfattende udflugtspakke er inkluderet:

  • Løveklippen i Sigiriya
  • De buddhistiske grottetempler i Dambulla
  • Besøg i krydderihave i Matale
  • Togrejse fra Nanu Oya til Ella
  • Ravana vandfaldet
  • Den hellige pilgrimsby Kataragama
  • Safari i Yala Nationalpark
  • Entréer og afgifter til omtalte seværdigheder
Se alle billeder
Billeder
Detaljeret dagsprogram
Dag 1: Afrejse fra valgte lufthavn

I dag er der afrejse fra valgte lufthavn, og du flyver mod skønne Sri Lanka, der ligger som en perle i Det Indiske Ocean. Der er mellemlanding(er) undervejs.

Dag 2: Ankomst til Sri Lanka – Negombo

Du lander i Sri Lankas internationale lufthavn i hovedstaden Colombo, hvorefter du samler din bagage op og går gennem immigrationen. Ude i ankomsthallen venter din chauffør/guide med et Asiatours-skilt, og du mærker med det samme den varme srilankanske gæstfrihed.

Sammen kører I til Negombo, der ligger ca. 30 minutters kørsel fra lufthavnen.

Negombo er en god blanding af turisme og lokalt liv med sine brede, gyldne sandstrande og spændende fiskemarkeder. Negombo er nemlig en gammel fiskerlandsby, og de lokales hovederhverv er stadig fiskeri den dag i dag. Tidligt om morgenen sejler fiskerne i land med dagens fangst, som bl.a. bliver solgt på det lokale fiskemarked Llelama, tæt ved det gamle hollandske fort.

Efter check-in på hotellet kan du gå på opdagelse i byen eller slappe af efter den lange flyrejse og vænne dig til de varmere temperaturer.

Dag 3: Negombo – Sigiriya

Du kan i dag vælge at tage en stille og rolig morgen på hotellet eller besøge fiskemarkedet Llelama, inden turen går videre.

Efter morgenmaden bliver du hentet på hotellet med kurs mod Sigiriya. Halvvejs gøres et frokost-stop ved floden Maha Oya i Pinnawala. Langs floden ligger der et par restauranter, hvor du kan nyde et lækkert måltid til den skønneste udsigt over floden. Her kan du være heldig at opleve elefanterne fra Pinnawala elefantbørnehjem, der kommer ned til floden for at bade to gange om dagen.

Efter frokost går turen tilbage til bilen. Læn dig godt tilbage og nyd de mange indtryk, der suser forbi vinduet.

Ved ankomst til Sigiriya er resten af dagen til fri disposition, hvor du f.eks. kan nyde poolen eller de rolige omgivelser fra din balkon.

Dag 4: Løveklippen i Sigiriya

Efter morgenmaden besøger du Sri Lankas vartegn, Løveklippen, som også er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.  Du bliver hentet på hotellet og kørt til den berømte klippe.

Fra år 455 til 473 regerede Kong Dhatusena over Sri Lanka i byen Anuradhapura. Dhatusenas søn, Moggallana, stod til at overtage tronen efter ham, men det var den ældste søn, Kashyapa, ikke tilfreds med. Begge Moggallans forældre var royale, hvorimod Kashyapas mor blot var en af Kong Dhatusenas elskerinder, hvilket var grunden til, at han ikke kunne overtage tronen efter sin far, selvom han var den ældste søn.

Kashyapa endte med at mure sin far inde og overtog herefter magten. Dette fik halvbroren, Moggallana, til at flygte til Sydindien for ikke at lide samme skæbne.

Den nye regent, Kong Kashyapa, var ikke vellidt blandt befolkningen, og han frygtede et angreb fra halvbroren Moggallana. Han valgte derfor at flytte hovedstaden fra Anuradhapura til Sigiriya grundet dens strategiske beliggenhed. På den flade top af Sigiriya-klippen byggede han sit overdådige kongepalads med omkringliggende volde, haveanlæg, store vandbassiner og springvand.

Halvvejs op ad klippen byggede han indgangen til paladset, som forestillede en gigantisk løve – heraf navnet Løveklippen. I dag er der dog kun de store poter tilbage.

Kong Kashyapa boede her med sit harem og tjenestefolk, indtil halvbroren Moggallana vendte tilbage fra Sydindien med en hel hær. Kong Kashyapa og hans hær tabte slaget til Moggallana, og Kashyapa endte med at tage sit eget liv i år 495. Moggallana flyttede hovedstaden tilbage til Anuradhapura, hvorfra han regerede landet, og Sigiriya blev omdannet til et buddhistisk kloster.

På vejen hen til klippen, kan du opleve ruinerne af voldgravene, haveanlæggene og de imponerende vandingssystemer.

Klippen, som skyder hele 200 meter op af jorden midt i de frodige omgivelser, kan virke helt urealistisk at skulle bestige, og det er ikke uden grund. Turen mod toppen er hård! Der venter dig intet mindre end 1.202 trin, og vi anbefaler, at du går i et roligt tempo og holder pauser undervejs, hvor du passende kan nyde den smukke udsigt, som kun bliver mere og mere betagende, jo højere du kommer op.

På vej mod toppen oplever du også de smukke og velbevarede freskomalerier af kvinder og resterne af en blankpoleret klippemur. Lidt over halvvejs oppe støder du på resterne af den store løve, der fungerede som indgang til Kong Kashyapas kongepalads. Hvis turen bliver for anstrengende, kan du vælge at stoppe her.

Vælger du at fortsætte, kan vi garantere, at turen op vil være det hele værd. På toppen møder dig ruinerne af det gamle kongepalads og en fantastisk udsigt over søer, grønklædte bjerge og den nærliggende klippe Pidurangala. Tag din tid og nyd omgivelserne, inden nedstigningen starter.

Det tager ca. 2 timer at gå op og ned + den tid du bruger på toppen.

Husk gode vandresko og vand til turen.

Du bliver kørt tilbage til hotellet, og resten af dagen er til fri disposition.

Dag 5: Sigiriya – Dambulla grottetempler – Matale Krydderihave – Kandy

Du bliver hentet på hotellet og kørt til Kandy med to spændende stop undervejs.

Første stop er den gamle kongeby Dambulla, der er kendt for sine mange grottetempler. Du besøger de 5 vigtigste, som ligger i en 160 meter høj og 600 meter bred klippe.

Grotterne blev opført af kong Valagamba i det første århundrede f.kr. og blev i 1991 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Stejle trapper fører op til grotterne, men turen er på alle måder kræfterne værd. Er vejret klart, kan du se hele vejen til Løveklippen i Sigiriya.

I de 5 grotter findes intet mindre end 153 gyldne buddhastatuer, 3 statuer af tidligere srilankanske konger og 4 statuer af guder og gudinder, heraf de to hinduguder Vishnu og Ganesha..Udover de mange statuer findes her også enestående vægmalerier, som strækker sig over 2.100 m2.

Herefter går turen videre til den lille by Matale, der er kendt for sine store, flotte krydderihaver. Matale har nemlig det perfekte klima til at dyrke mange forskellige krydderier, da her er den helt rigtige balance mellem varme og fugt.

Ved ankomst venter der dig en yderst interessant guidet rundvisning mellem de store træer og planter. Guiden viser dig, hvordan alle de krydderier vi bruger i hverdagen vokser i naturen, og hvordan de ser ud, inden de bliver lavet til krydderier. Brug alle sanser og gæt hvad de forskellige ting er. Du kan bl.a. opleve kanel, gurkemeje, vanilje, peber, chili og ingefær. Du kan også opleve kaffe, kakao, aloe vera og gummitræer.

Inden du forlader haven, er der mulighed for at handle i havens butik med de mange interessante produkter til både hud, hår, mave, ømme muskler og meget mere.

Efter rundvisningen fortsætter du til Sri Lankas gamle hovedstad Kandy, hvor resten af dagen er til fri disposition.

Dag 6: Kandy – Nanu Oya – Togrejse til Ella

Efter morgenmaden bliver du hentet på hotellet og kørt til togstationen i Nanu Oya. Herfra skal du på en smuk togtur gennem Sri Lankas højland til byen Ella, der ligger smukt i bjergene for enden af kløften Ella Gap.

Toget snegler sig afsted i det bakkede landskab, og uden for vinduet kan du opleve teplantager, vandfald og lokalt liv i de små landsbyer, du passerer.

Du er fremme i Ella om eftermiddagen, og her venter din chauffør/guide på at køre dig til hotellet.

Resten af dagen er til fri disposition til at nyde dette smukke område, som tager pusten fra de fleste.

Dag 7: Ella på egen hånd

Dagen i dag er til fri disposition til at nyde Ella i eget tempo. Du kan vælge at nyde poolen og den smukke udsigt, udforske området på egen hånd eller vælge en af vores gratis udflugter nedenfor.

Dag 8: Ella – Ravana Vandfald – Kataragama – Yala

Efter morgenmaden tager du afsked med Ella. Din chauffør/guide henter dig på hotellet, og I kører mod Yala ad snoede bjergveje.

På vejen besøger du det 25 meter høje vandfald Ravana og pilgrimsbyen Kataragama, som er et af de mest hellige steder i Sri Lanka. Hvert år i juli og august valfarter tusindvis af både buddhister, hinduer og muslimer hertil. Det utrolige er, at alle trosretninger tilbeder deres religion her i Kataragama-templet, hvilket ikke ses mange steder i verden.

Turen fortsætter til Yala, hvor du ankommer sidst på eftermiddagen.

Dag 9: Safari i Yala Nationalpark

Du bliver hentet på hotellet af din guide/chauffør, som kører dig til Yala Nationalpark, hvor du i dag skal på en spændende safari.

Yala Nationalpark blev i år 1900 udpeget som vildtreservat og i 1938 udpeget som nationalpark. Det er i dag Sri Lankas andenstørste nationalpark med sine 978,8 km2. Parken består af 5 områder, hvoraf 2 af dem er åbne for offentligheden.

Parken er hjemsted for mere end 215 forskellige fuglearter og 44 forskellige slags pattedyr. Det siges, at Yala Nationalpark har en af Sri Lankas største bestande af elefanter og den største koncentration af leoparder. Selv om det er det sted med flest leoparder i Sri Lanka, er der ingen garanti for at se dem. De gemmer sig nemlig ofte i buskadser og er svære at få øje på. Du kan dog være heldig også at se bjørne, krokodiller, vildsvin, bøfler, aber og hjorte, så det er med at have kikkerten og kameraet klar!

Bemærk: Visse områder i Yala Nationalpark lukker nogle gange ned i månederne september og oktober for at skåne dyrenes naturlige levesteder. Skal du besøge Sri Lanka i denne periode, så vær opmærksom på, at din safari i Yala Nationalpark kan blive erstattet med en safari i Udawalawe Nationalpark, som ligger vest for Yala Nationalpark.

Dag 10: Yala – Negombo

I dag kører din chauffør/guide dig tilbage til Negombos gyldne sandstrande. Læn dig tilbage i sædet og nyd de mange indtryk uden for vinduet.

Ved ankomst til Negombo er resten af dagen til fri disposition.

Dag 11: Negombo – Maldiverne – Summer Island

Du bliver hentet på hotellet og kørt til lufthavnen, hvorfra du flyver videre til Maldiverne, der ligger sydvest for Sri Lanka. Maldiverne er Asiens mindste land og består af 1.190 små koraløer, som er inddelt i en ring af 26 mindre ø-grupper, kaldet atoller. Øerne er omgivet af dybblåt hav og turkisfarvede laguner, der ligger beskyttet af smukke koralrev.

Efter ca. halvanden times flyvetur ankommer du i Malé lufthavn, hvorefter du samler din bagage op og går gennem immigrationen. Ude i ankomsthallen venter vores repræsentant med et skilt, hvorpå dit navn står. Repræsentanten vil følge dig til speedbåden, uden for lufthavnen, der sejler dig henover Det Indiske Ocean. Efter 45 minutter ankommer du til Summer Island, hvor resortets ansatte står klar til at tage imod dig.

Resten af dagen er til fri disposition, så hop i badetøjet og find dit yndlingssted på den kridhvide strand.

Dag 12-14: Luksusferie på Summer Island

Tidlig morgen kan du være vidne til den brændende sol, der står op ude i horisonten. Måske møder du øens hejrer, der trofast står i vandkanten hver morgen og kigger udover de turkise laguner.

Efter en lækker morgenmad i restauranten kan du smide dig på en liggestol og nyde de kridhvide strande med krystalklart vand og kokospalmer, der svajer i den lette brise. Du bliver nærmest nødt til at nive dig selv i armen for at forstå, at du ikke er i drømmeland.

Maldiverne ligner ikke kun et postkort på land, men også under havets overflade. Ifør dig maske, snorkel og svømmefødder og tag på eventyr blandt de mange farverige fisk direkte fra stranden. Måske møder du Nemo og øens små revhajer, som er helt ufarlige.

Hotellet tilbyder desuden en række vandsportsaktiviteter og udflugtsmuligheder.

Snyd heller ikke dig selv for en dejlig, afslappende behandling i resortets spa.

Om aftenen kan du gå en tur langs stranden til synet af den smukke solnedgang, inden du går på opdagelse i restaurantens mange lækre retter.

Slut aftenen af med en forfriskende drink i cocktail-loungen eller på din balkon.

Dag 15: Hjemrejse

I dag skal du desværre sige farvel til dette skønne paradis. Aftenen forinden giver receptionen dig besked om, hvornår der er afgang fra Summer Island.

Du bliver sejlet tilbage til Malé lufthavn, hvorfra du flyver mod Europa med mellemlanding(er) undervejs.

Dag 16: Ankomst til Danmark

Du lander i Danmark efter en oplevelsesrig rejse.

Enkeltværelsestillæg 6.183 kr.
Rabat ved større grupper
Hvornår vil du rejse?
Afrejsedato
Trustpilot
Fortællinger fra rejsende
Kontakt rejsekonsulent Trine Kjær

Skriv til:
info@asiatours.dk

Ring til:
70 505 505

Åbningstider:
Hverdage fra kl. 9 - 16

Hvorfor rejse med Asiatours?
Derfor vælger kunderne os

Vi er altid ved din side

  • Personlig service af rejseeksperter med førstehåndskendskab
  • Dedikeret bookingteam sikrer en problemfri rejse
  • Døgnassistance under hele rejsen

100 % komfort

  • Velplanlagte rejseprogrammer med nøje udvalgte højdepunkter
  • Alle rejser inkluderer fly, transfers og indkvartering
  • Spændende valgmuligheder, så du kan tilpasse din rejse
  • Indkvarteringer med fantastisk beliggenhed
  • Omhyggeligt udvalgte lokale guider med stor viden og erfaring

Erfaring

  • Tusindvis af gæster har foretrukket os siden 2006
  • Alle rejser bliver prøvet og kvalitetssikret af vores egne medarbejdere
  • Langvarigt samarbejde med et stort netværk af asiatiske partnere

Valuta for pengene & Fuld beskyttelse

  • Vi garanterer dig de bedste priser
  • Fremragende samarbejde med vores partnere sikrer dig den bedste kvalitet og de bedste priser
  • Vi optimerer løbende vores logistik og processer, så du kun betaler for det som skaber værdi for din rejse
  • Medlem af Rejsegarantifonden (nr.1778)
  • Medlem af Danmarks Rejsebureau Forening
  • Personlig ansvarsforsikring

Vi bruger cookies til statistik og målrettet markedsføring hos 3. part.
Du accepterer dette ved at klikke videre.
Læs mere her.

Velkommen til det nye design på Asiatours.dk

Vi har fået nyt design, siden du sidst besøgte os, men vores rejser er stadig de samme.